Månesøsteren - Lucinda Riley
Månesøsteren er femte bind i serien: De syv søstre af Lucinda Riley
I første bind: De syv søstre - er det den ældste datter Maia, der er hovedpersonen.
Maia og fem søstre er alle adopteret af mangemillionæren Pa Salt. De har deres barndomshjem på en ø i Geneve-søen og hertil vender de alle hjem p.g.a. faderens død. De er alle adopteret fra forskellige steder i verden, og efter Pa Salts død får de hver en ledetråd, der skulle gøre det muligt at finde frem til deres biologiske ophav. Den syvende søster ved vi ikke noget om endnu. Hun dukkede aldrig op i Geneve. Husholdningen i Geneve består af Marina (Ma), der fungerer som børnenes mor, husholdersken Claudia, og skipperen Christian.
Hver bog i serien har en af søstrene i hovedrollen og vi følger deres søgen efter deres biologiske forældre. Det gør at historierne foregår både i nutiden og fortiden. Alle søstre har forskellige evner.
Maia kan en masse sprog, Ally er musikalsk, Star har litterære evner og CeCe er kunstner.
I første bog om Maia foregår handlingen i Brasilien og Paris, og vi følger bl.a. tilblivelsen af den store Kristusfigur i Rio.
I anden bog: Stormsøsteren - er det Ally , der er hovedperson. Hendes søgen tager hende til Norge.
I tredje bog: Skyggesøsteren - er den stille Star hovedperson. Hun og CeCe har altid været meget tæt knyttet til hinanden. Stars ledetråd fører hende til en boghandel i Kensington, hvor hun også får et job.
I fjerde bog: Perlesøsteren, - er CeCe hovedperson. Hun og Star har boet sammen i London, men Star er flyttet, og CeCe føler sig forladt, og begiver sig ud på en længere tur til Australien for at søge efter sit ophav. Efter et ophold i Thailand kommer hun til Australien og begynder sin søgen. Bogen foregår både i 1906 og 2008. Vi hører en hel del om perleindustrien i Broome, og vilkårene for aboriginals.
Det er i øvrigt kendetegnende for hele serien , at vi får interessante indblik i historiske emner.
I femte bog: Månesøsteren - er det biologen Tiggy der har hovedrollen. Hun kommer til Skotland og arbejder med dyr bl.a. på skotsk gods. Også hun begynder at søge efter sine rødder. Det fører hende til Spanien og sigøjnernes huler i Sacromonte ved Granada. Her hører hun om familiens historie, der fører os tilbage til 1912, hvor den senere så berømte flamencodanser, Lucia, bliver født. Vi følger hende og familien til bl.a. Portugal, Syd- og Nordamerika. Ved at lære om sin slægt kommer Tiggy også til at få en bedre forståelse og accept af de specielle evner hun har.
Det er jo altid rart at komme videre i en historie, men jeg synes denne bog var lidt skuffende i forhold til de øvrige. Dialogen var ofte lidt opstyltet og handlingen ind i mellem lidt for romanbladsagtig , så jeg håber næste bog bliver lidt bedre.
Det bliver om den sjette søster - fotomodellen Electra. Bogen udkommer på engelsk den 31. oktober og hedder: The Sun Sister. Den kommer på dansk den 21. november og hedder Solsøsteren.
Jeg kan stadig anbefale serien. Den er meget velfortalt og fængslende, og det historiske vel researchet. I Månesøsteren handler det historiske især om sigøjnernes vilkår og den spanske borgerkrig.
Bøgerne skal læses i den rigtige rækkefølge.

Kommentarer
Send en kommentar