Opslag

Korssting 11

Billede
Kant på et stykke nederst på navnekluden. Også begyndelsen af det ene af to små blomstermotiver , som kom til at se sådan ud:

This Side of Paradise - F. Scott Fitzgerald

Billede
This Side of  Paradise af F. Scott Fitzgerald Fået som kasseret bog på biblioteket. Det er Fitzgeralds debutroman, skrevet da han var 23 og delvis selvbiografisk. Udgivet i 1920 og en stor succes. Hovedpersonen er Amory Blaine, som vi følger som barn og ung. Først sammen med moderen og senere kostskole og Princeton + diverse forelskelser. Handlingen består mest af Amorys optagethed af sig selv, og jeg havde svært ved at blive fanget af historien, og kæmpede med at få læst den færdig.

Korssting 10

Billede
Endnu et ottekantet mønster i Quaker cross stitch stilen. Dette stammer også fra Les fils de Mimie. Nu ser kluden  foreløbig sådan ud:

Den der lever stille - Leonora Christina Skov

Billede
Den der lever stille af Leonora Christina Skov Jeg har lige hørt Leonora Christina Skovs selvbiografiske roman som lydbog indlæst af forfatteren selv. Det var en stor oplevelse, og vældig god oplæsning. Det er en voldsom historie om en traumatisk barndom og ungdom, men vidunderligt fortalt. Historien tager sin begyndelse med moderens død, men springer rundt i tid, uden at det på nogen måde bliver rodet. Selv om historien er trist, er det dejligt livsbekræftende at forfatteren  mod alle odds formår at holde fast i sig selv, sine drømme og sin seksualitet, og skabe sig et liv med mening og kærlighed. Ikke underligt at bogen blev tildelt De Gyldne Laurbær sidste år. Læs den eller måske endnu bedre hør den!

Korssting 9

Billede
Ottekantede mønstre går igen på mange af de Quaker Cross Stitch navneklude jeg har set. Dette er fra Les fils de Mimie.

Mrs. Westaway er død - Ruth Ware

Billede
Mrs. Westaway er død af Ruth Ware. Hal, der er alene efter moderens død, modtager et brev fra en advokat, der fortæller hende at hun skal arve mrs. Westaway. Hal ved der er tale om en misforståelse, da hendes bedsteforældre døde for mange år siden, men da hun er i svære økonomiske vanskeligheder og truet af lånehajs håndlanger, beslutter hun sig for at se, om det hun tror er en lille arv, kan blive hendes. Hun tager til begravelsen og bliver indkvarteret på Trepassen House. Af den truende, uvenlige husholderske Mrs. Warren får hun tildelt et loftværelse med to låse på døren, men låsene er på ydersiden. Så er scenen sat til en historie , der bliver mere og mere uhyggelig, efterhånden som Hal finder ud af mere om familien. Jeg har hørt historien på min mobil via Bookmate, mens jeg syede korssting. Den var spændende, velfortalt og noget uhyggelig.

Korssting 8

Billede
Blomstermotivet er et traditionelt ungarsk mønster, og fundet via Pinterest på knittingcrotchet.com, men søgning på "hungarian cross stitch"  og billeder på Google giver en masse inspiration, og en masse der kunne være sjovt at sy..

Spirende forår i haven

Billede
Mahonie  Mahonie - busken er tidligt på færde i år med blomstringen. Helleborus og vintergækker Nyserod Nyserod eller julerose (Helleborus) har blomstret længe. Navnet nyserod har planten fået fordi den pulveriserede rod blev brugt som nysepulver. Man troede det var et helbredende middel, der ved at fremkalde nysen kunne rense hjernen. Martsvioler Dejligt dagen er blevet længere og lærken er begyndt at synge.

Korssting 7

Billede
Til at omgive dragen på venstre side, har jeg også valgt et mønster fundet på Pinterest. Det er fra  samme sted, som det på den anden side af dragen. Mønstret har også samme størrelse: 23 sting bredt og 77 sting højt.

Ramsløg

Billede
Nu er ramsløgene dukket op. Ramsløg (allium ursinum) findes vildtvoksende i skove, men vi har den i haven. Den har det med at brede sig, så vi har den ved siden af græsplænen. Græsslåning holder den i skak. Ramsløg lugter af hvidløg og smager også af det. Den er fyldt med c-vitamin og meget anvendelig i mad, hvor man ellers ville bruge purløg eller hvidløg. Bladene ligner lidt liljekonvallens, men liljekonval er meget giftig, så man skal være helt sikker på at kunne kende dem fra hinanden, hvis man vil bruge dem i maden.

Sommerfugleværelset - Lucinda Riley

Billede
Jeg er lige blevet færdig med at høre Lucinda Rileys bog: Sommerfugleværelset på Bookmate. For det meste kan jeg ellers bedst lide at læse bøger frem for at høre dem, men det er fint at lytte, mens jeg broderer korssting. Jeg vandt for et godt stykke tid siden et par Denon høretelefoner, og det lykkedes at parre mobilen og høretelefonerne via bluetooth. Det virker fint og rart det er trådløst. Historien har Posy, der nærmer sig de 70 som hovedperson. Vi hører om hendes barndom i 40'erne. Hendes store kærlighed til faderen, hendes ungdom og kærester. Hun har to sønner og også deres liv bliver fortalt. Posy bor i sit smukke barndomshjem Admiral House, som rummer dystre hemmeligheder. Det er i øvrigt kendetegnende for de fleste af personerne i bogen at de bærer på hemmeligheder, de ikke rigtig kan få fortalt. Jeg har været glad for at læse bøgerne i De syv søstre serien, men denne skuffede noget. Slutningen var meget forudsigelig og mange af personerne "too good to be true...

Korssting 6

Billede
Til at omgive dragen på højre side, har jeg valgt et krukke-mønster. Dette har jeg også fundet på Pinterest. Der stod olgakam.gallery.ru på billedet, men jeg kunne ikke finde billedet på siden, så jeg tegnede det i stedet op på ternet papir. Mønstret er 23 sting bredt og 77 sting højt.

Fasanbryst i rødvin-flødesovs

Billede
1 god håndfuld røget kæbesnitte i tern 2 fasanbryster i strimler 1 glas champignon ½-1 dl rødvin ½-1 dl piskefløde salt peber Kæbesnitte-ternene steges på pande til de er brunet godt. Fasanstrimlerne drysses med salt og peber, kommes på panden og brunes med og derefter tilsættes champignon. Når det hele er brunet godt tilsættes rødvin og fløde og det koges lidt ind. Serveres med kartoffelmos og dampet broccoli.

Korssting 5

Billede
Jeg fandt denne drage på Pinterest. Efterfølgende har jeg prøvet at finde ud af hvor den kom fra, men kan ikke finde den igen. Billedet var så småt, at jeg ikke kunne tælle sting særlig godt, så jeg tegnede den op på ternet papir, og ændrede mønstret en lille smule. Det gjorde det meget nemmere at tælle på mønstret og sy figuren.

Karklud 134

Billede
Jeg synes mønstret blev lidt svagt i klud 133, så her prøver jeg med tykkere "bølge". Sl å 60 masker op og strik 6 pinde ret og derefter mønster. Husk at begynde og slutte alle pinde med 4 ret. Når kluden har den ønskede længde strikkes 6 pinde ret og lukkes af. Mønster: 1.pind: 3 v, 10 r 2.pind: 10 v, 3 r 3.pind: 2 r, 2 v, 7 r, 2 v 4.pind: 2 r, 7 v, 2 r, 2 v 5.pind: 3 r, 2 v, 5 r, 2 v, 1 r 6.pind: 1 v, 2 r, 5 v, 2 r, 3 v 7.pind: som pind 5 8.pind: som pind 6 9.pind: som pind 5 10.pind: 2 v, 2 r, 3 v, 2 r, 4 r 11.pind: 4 r, 2 v, 3 r, 2 v, 2 r 12.pind: 4 v, 3 r, 6 v 13.pind: 6 r, 3 v, 4 r 14.pind: vrang 14 X X X 13 X X X 12 X X X X 11 X X X X 10 X X X X 9 X X X X 8 X X X X 7 X X X X 6 X X X X 5 X X X X 4 X X X X 3 X X X 2 X X X 1 Husk at alle ulige pinde starter i højre side af diagrammet og X=...